Tagaltanen – altafgørende for vores liv i byen

Midt på Halmtorvet, med udsigt til Kødbyen og med lyden af rådhusklokkerne i baggrunden, bor Emmely Moraitis sammen med sin kæreste Mathias. Til deres lejlighed på femte sal har de en lækker tagaltan, som er altafgørende for deres liv i byen.

Detaljer

Hvem:
Emmely Moraitis og hendes kæreste Mathias.

Instagram:
@emmelymoraitis

Lejlighed:
Lejligheden på femte sal er 86 m2 ligger på Halmtorvet i hjertet af København.

Type:
Aluminiumsaltan med sort rækværk, samt gulvliste og håndliste i bæredygtigt hårdttræ.

Størrelse:
Ca. 3800 x 1250 mm

08/07/2022

Altanlivet på toppen af Halmtorvet

I den 86 m2 store lejlighed, som ligger midt på Halmtorvet, bor Emmely Moraitis med sin kæreste Mathias. Emmely læser Leisure Management på EASJ i Roskilde, hvor hun lige har passeret halvvejs i sit studie, og Mathias arbejder som leasingrådgiver hos SAC.

Parret har boet i lejligheden siden foråret 2021, og siden da har de både væltet vægge og gennemgået en større renovering af den smukke lejlighed, der har udgang til en knap 5 kvm lækker tagaltan. 

Hvordan vil du beskrive stilen i dit hjem?

Jeg vil beskrive min stil som minimalistisk og lys med små farvede detaljer, der giver den sidste kant og personlighed.

Hvad har været vigtigt for dig i indretningen?

Det har været meget vigtigt for mig at de “store” møbler er tidløse og klassiske i form af både farver og teksturer. Vi ville gerne skabe en lejlighed med rolige rammer. Jeg har førhen købt meget farverige møbler, men denne gang har jeg holdt mit farverige univers til små genstande som stearinlys, lysestager, gardiner, tæpper og puder, som nemt kan udskiftes hvis jeg bliver træt af det. En sofa eller et spisebord er ikke lige så nem at udskifte – især ikke når man bord på femte sal.

Jeg har derudover fokuseret på at have få store møbler og undgået for mange små, da jeg synes det giver en helt anden ro og rummelighed til lejligheden. Det har også været vigtigt at skabe en rød tråd i form at materialer igennem alle vores rum. Specielt hvidt marmor og træ dominerer og går igen i alle vores rum i form af bordplade, spisebord, sofabord og skænk.

Køkkenet i Emmely Moraitis' lejlighed

Det smukke køkken har parret selv fået installeret i lejligheden. Den hvide marmor og træet er et gennemgående tema i indretningen.

Emmely Moraitis, der kigger ud på sin tagaltan

Emmely bruger al sin tid på altanen, når muligheden byder sig.

Hvad er du inspireret af?

Min inspiration kommer klart fra Instagram. Der er så mange inspirerende profiler, der deler ud af deres hjem. Jeg elsker specielt Pernille Teisbæks og Sarah Fitzgeralds hjem, der har store unikke møbler og enkelte farverige genstande til at give det sidste touch. Det elsker jeg.

Hvilket rum holder du mest af?

Jeg holder klart mest af vores køkkenalrum, som det meste af lejligheden faktisk består af. Det var er must, da vi købte lejligheden, at det kunne blive så åbent som muligt. Vi nyder, at vi kan stå i køkkenet og lave mad, mens vores venner snakker i sofaen eller spiller spil rundt om spisebordet. Derudover har vi vinduer fra alle vinkler, så lyset er helt vildt smukt i rummet og giver en helt unik varme til lejligheden.

Den dobbelte altandør leder fra altanen ind i det store og lyse køkkenalrum, som er Emmelys yndlingsrum.

Smugkig ud på den hyggelige altan

Altanen er indrettet med masser af hynder og puder i fine farver for at skabe den helt rigtige hyggestemning.

Hvad betyder din altan for dit liv i byen?

Altanen er altafgørende for vores liv i byen. Vi bor midt på Halmtorvet, og der er mennesker fra tidlig morgen til sent om natten. Det er vores tilflugtssted, hvor vi kan nyde vejret i ro og fred. Vi bor på femte sal, så der er også en helt unik udsigt udover Kødbyen, og samtidig en helt speciel ro med fuglekvidder og rådhusklokken der ringer hver time. Det gør os så glade helt indeni. 

Hvordan og hvornår bruger du altanen?

Om sommeren bruger vi vores altan hver dag og faktisk det meste af dagen. Vi er så heldige at have sol fra ca. kl 8 til 16. Så jeg nyder at ligge og sole og drikke en iskaffe, mens jeg hører podcast. Når vi har venner og familie på besøg, er det også ofte samlingsstedet, hvis det vejret ellers tillader det. Her nyder vi at drikke et kold flaske hvidvin og spiller kort til solen går ned. Det er mine yndlingsaftener.

Stuen hos Emmely Moraitis

Parret har indrettet lejligheden med store, lyse og tidløse møbler, som nemt kan skifte udtryk med farverigt og mønstret nips.

Hygge på altanen

Altanen med de mange mønstre og farver indbyder til alverdens hygge.

"Altanen er vores tilflugtssted, hvor vi kan nyde vejret i ro og fred."

- Emmely Moraitis

Hvordan har du indrettet altanen og hvorfor?

Altanen er meget smal og lang, så vi måtte i tænkeboks, da den skulle indrettes. Vi var hurtigt enige om, at vi ville have godt med siddepladser, da vi tit har venner og familie på besøg. Det blev til en lang og smal bænk, som jeg satte min far i gang med at bygge. Han er revisor, så bænken er ret skæv – men den har allerede huset mange gæster og fungerer helt perfekt.

Så har vi valgt to altanborde, der hænger på rækværket, så bordben osv. ikke fylder, nu hvor den er så smal. Jeg har altid gerne ville have en rigtig hyggelig altan med romantiske sommervibes, og jeg har derfor masser af blomster og krydderurter der dufter skønt om sommeren.

Lavendel er helt klart også en favorit, specielt fordi den er så nem at holde. Derudover er bænken fyldt med puder og hynder i forskellige sommerfarver og mønstre. Det inviterer til at sidde på altanen med tæpper og en kop kaffe.

Hvad er dit næste boligkøb til hjemmet?

Mit næste boligkøb er foldevasen fra Tage Andersen. Jeg synes den er så smuk med dens robuste farve, kombineret med de feminine folder. Den skal stå på mit lyse marmor sofabord med og uden blomster i, for det kan den virkelig bære. Eller en grill til altanen, det kunne virkelig også være lækkert!

Mere inspiration

Udfyld formularen herunder, hvis vi skal kontakte dig

Skriv adressen, som henvendelsen drejer sig om
For at give dig den bedste service, er det vigtigt, at du skriver din adresse og by. Oplys også gerne dit telefonnummer.